Print Friendly, PDF & Email

Formanden har ordet

2021 var et år, der bød på store forandringer i Hillerød Forsyning. Nogle forandringer vidste vi, ville komme. Andre var mere uforudsete.

Da vi tog hul på 2021, vidste vi for eksempel ikke, at forsyningen skulle have ny direktør. Den tidligere bestyrelse konstituerede en administrerende direktør med udgangen af 2020, men efter en grundig proces i løbet af foråret og sommeren 2021 besluttede en enig bestyrelse at ansætte Lone Byskov som ny administrerende direktør for Hillerød Forsyning fra 1. oktober 2021. I bestyrelsen ser vi frem til samarbejdet med Lone og hendes hold i de kommende år.

Til gengæld vidste vi, at forsyningens selskaber skulle have nye bestyrelser. Sådan er det hvert fjerde år, hvor både de generalforsamlingsudpegede, de medarbejdervalgte og de forbrugervalgte medlemmer af bestyrelserne er på valg.

En forbrugervalgt repræsentant trak sig efter første bestyrelsesmøde. Der er omvalg i juni 2022, hvor 9 kandidater kæmper om pladsen.

Bestyrelsen har besluttet, at alle forbrugere skal have stemmeret, så i denne afstemning kan lejere deltage på lige fod med ejere.

En af de medarbejdervalgte medlemmer af bestyrelsen fik andet arbejde, så her har der været afholdt suppleringsvalg. Begge steder er der valgt suppleanter, så der ikke skal være flere valg i denne periode.

Hvem generalforsamlingen udpeger, hænger helt naturligt sammen med den konstitueringsaftale, som byrådet indgår efter kommunalvalget. Og denne gang faldt konstitueringen således ud, at jeg har kunnet påtage mig hvervet som formand for bestyrelserne i Hillerød Forsyning i de kommende fire år.

Jeg ser frem til arbejdet som formand for Hillerød Forsyning. Alle bestyrelsesmedlemmer har, uanset hvem de er udpeget af, en forpligtelse til at arbejde for forsyningens bedste og i forsyningens interesse, og jeg er overbevist om, at vi alle vil trække i samme retning for at sikre forsyningen de bedst mulige rammer.

Forsyningen spiller nemlig en central rolle i Hillerød Kommune. Forsyningen yder en række vigtige ydelser til kommunens indbyggere, og alle borgere er i jævnlig kontakt med forsyningen. Hvad enten det drejer sig om en meget synlig ting som indsamling og sortering af affald, eller mindre synlige ydelser som rent vand i hanerne, varme i radiatorerne eller håndtering af spildevand.

Det er vigtige ydelser, og Hillerød Forsyning har da også en pligt til at yde en høj forsyningssikkerhed, og at ydelserne leveres så problemfrit og så prisbilligt som muligt. Det er vores opgave i bestyrelsen at skabe rammerne for, at det kan ske. Og det er også bestyrelsens opgave at sikre, at det sker.

Bestyrelsen har også en anden og mindst lige så vigtig opgave. Den drejer sig om den grønne omstilling.

Hillerød Kommune har ambitiøse planer for den grønne omstilling, og forsyningen spiller en væsentlig rolle i at føre de planer ud i livet. Og det gælder inden for alle fire forsyningsområder:

Bæredygtig fjernvarme

Stigende energipriser i løbet af hele 2021 øgede hillerødborgernes efterspørgsel efter et alternativ til individuel opvarmning i form af enten olie- eller gasfyr. Og i de første måneder af 2022 har den alvorlige situation i Ukraine og det følgende europæiske ønske om at løsrive sig fra russisk gas kun øget søgningen mod fjernvarme yderligere.

Derfor arbejder forsyningen med at øge kapaciteten og sætte ekstra fart på den grønne omstilling, så man kan tage flere kunder ind i fællesskabet. Flere teknologier er i spil, og både restvarme fra spildevandet, elkedler, spildvarme fra industrien, hestemøg og geotermiske løsninger kan vise sig relevante.

Affaldssortering i ti fraktioner

Her i Hillerød har vi i flere år sorteret vores affald i otte fraktioner, og i løbet af 2021 blev planen lagt for, hvordan vi skal sortere de sidste to af de lovpligtige ti fraktioner. I dag genanvender vi her i kommunen allerede over halvdelen af affaldet, og når de sidste to fraktioner kommer på, er der basis for at øge genanvendelsesprocenten yderligere til gavn for den cirkulære økonomi.

Adskillelse af regn- og spildevand 

I en tid hvor ekstremt vejr med regn i store mængder på kort tid udfordrer kloakkernes kapacitet overalt i landet, er det godt at se, at det store separatkloakeringsprojekt i Hillerød Midtby nu kommer i gang. 2021 gik med de sidste forberedelser, og arbejdet er nu gået i gang. Syv år kommer det til at tage. Men så har vi også givet midtbyen et tiltrængt klimaløft. Vi arbejder fortsat med at få flest mulige private ejendomme til at tilslutte sig separatkloakeringen med det samme.

Drikkevand i høj kvalitet:

I løbet af 2021 var der også på nationalt plan en debat om det rene vand. Den debat var affødt af det kræftfremkaldende stof, PFOS, som er blevet fundet i drikkevandet mange steder i Danmark. Men heldigvis ikke i Hillerød, hvor forsyningen gennem løbende målinger kan betrygge os i, at drikkevandet er fri for det skadelige stof. Og mindst lige så vigtigt arbejder forsyningen også på at sikre, at fremtidig forurening af drikkevandet undgås.

Alt sammen er vigtige initiativer, som vi ser frem til at arbejde med i bestyrelsen i den kommende tid.

De mange, store og vigtige initiativer er naturligvis ikke gratis. Alene i 2022 skal forsyningen investere over 200 millioner kroner i alt fra nye, miljøvenlige skraldebiler over varmepumper til store separatkloakeringsprojekter.

Derfor er det vigtigt, at vi i bestyrelsen også arbejder for at sikre forsyningen det fornødne økonomiske råderum, og derfor er det glædeligt, at et stort flertal i det nye byråd i slutningen af 2021 vedtog at stille garanti for de nødvendige lån. Med den kommunale garanti i ryggen kan Hillerød Forsyning optage mere gunstige lån end ellers. Og dermed udviser både forsyning og kommune den rette økonomiske ansvarlighed.

Tue Tortzen
Formand, Hillerød Forsyning


Du kan fordybe dig i tallene bag vores arbejde ved at læse årsrapporterne:

Print Friendly, PDF & Email