Hillerød Affaldshåndtering A/S

Hillerød Affaldshåndtering varetager både indsamling af husholdningslignende affald i hele Hillerød Kommune samt drift af Genbrugsstationen på Solrødgård. For begge forretningsben gælder det, at inddeling i affaldsfraktioner med udgangspunkt i national lovgivning skaber forudsætningen for, at Hillerødborgerne kan sortere deres affald bedst muligt – med en høj genanvendelsesprocent for øje.

Med udgangspunkt i både national lovgivning og Hillerød Kommunes affaldsplan arbejder selskabet derfor strategisk med følgende:

  • Mere og bedre genanvendelse
  • Smartere affaldsløsninger
  • Øget genanvendelse
  • Skadelige stoffer ud af affaldet

Dermed er Hillerød Affaldshåndtering A/S med til at sikre, at affaldet ses som en ressource, og selskabet er med til at fremme den cirkulære økonomi.

Kommentarer til tabellen

  • I 2021 blev 72,20 % af al affald (både husstandsindsamlet og fra genbrugsstationen) i Hillerød Kommune genanvendt. Det er en stigning på knap én procent i forhold til året før, hvor 71,20 % blev genanvendt.

  • Derudover beregnes også den såkaldte ”bilag 5”-genanvendelsesprocent, der måler genanvendelsen af syv hovedfraktioner. Den genanvendelsesprocent steg fra 52,0 i 2020 til 52,8 % i 2021, hvilket er over det nationale mål, der siger, at halvdelen af affaldet skal genanvendes. Beregning af genanvendelse i forhold til Ressourcestrategiens mål, er beskrevet i Miljøstyrelsens vejledning nr. 4 fra 2014 Danmark uden affald Ressourceplan for affaldshåndtering 2013-2018.

Konkrete initiativer i 2021

Sortering i ti fraktioner

På baggrund af den nye, nationale lovgivning og den reviderede affaldsbekendtgørelse er der i 2021 blevet arbejdet på planlægningen af implementering af henteordninger for de sidste to af de ti affaldsfraktioner hos både etageejendomme og parcel-og rækkehuse. Øget sortering er med til at hæve genanvendelsesprocenten og dermed styrke den cirkulære økonomi.

Løbende kommunikation er også med til at styrke opbakningen bag sorteringsordningen. Gennem løbende kommunikation og dialog sikrer selskabet, at bl.a. boligforeninger og -ejere bliver bedre til at sortere affaldet korrekt og derved sikres det, at mest muligt bliver genanvendt.

I september 2021 gennemførte Hillerød Affaldshåndtering A/S f.eks. endnu et dialogmøde med lokale boligselskaber, hvor den seneste udvikling på affaldsområdet blev gennemgået, ligesom der var mulighed for spørgsmål og sparring mellem forsyningen og de driftsansvarlige fra boligselskaberne.

Hillerød Affaldssortering A/S har også i 2021 haft stor fokus på næste generation. Det er sket gennem formidlingsarbejde, og i 2021 blev der gennemført 19 skolebesøg på genbrugsstationen. Der var i januar, februar og marts 2021 lukket for besøg grundet Corona.

Arbejdet med implementering af den nye, nationale lovgivning, der fordrer, at alle sorterer i ti fraktioner, er yderligere beskrevet i ledelsesberetningen for Hillerød Affaldshåndtering A/S 

Print Friendly, PDF & Email